Du sagde engang, Lesbia, at du kun kendte Catullus,
og at du ikke ville omfavne Juppiter frem for mig.
Dengang elskede jeg dig; ikke sådan som hvermand elsker sin pige,
men sådan som en fader elsker sønner eller svigersønner.
Nu har jeg lært dig at kende: Derfor er du alligevel meget foragteligere og ubetydeligere,
til trods for at jeg brændes mere indtrængende.
Hvordan er det muligt? siger du. Fordi en sådan krænkelse tvinger den elskende
til at begære mere men at holde mindre af.

Dicebas quondam solum te nosse Catullum,
Lesbia, nec prae me velle tenere Iouem.
dilexi tum te non tantum ut vulgus amicam,
sed pater ut gnatos diligit et generos.
nunc te cognovi: quare etsi impensius uror,
multo mi tamen es vilior et levior.
qui potis est, inquis? quod amantem iniuria talis
cogit amare magis, sed bene velle minus.