Tit har jeg, Gellius, stræbt at tolke Kallimakhos' digte
haabende, at jeg ved dem kunde formilde dit Sind:
at de som Gave fra mig vilde afvende Ondskabens Pile,
som Du i Hadefuldhed søger at ramme mig med.
Nu kan jeg se, at min Møje var spildt og ganske forgæves,
mine forsonlige Ord regner Du ingenting værd.
Vid da: Min Kappe er nok som Værn imod dine Pile,
men hvis jeg sigter paa Dig, bli'r Du ulægeligt ramt.

Saepe tibi studioso animo venante requirens
carmina uti possem mittere Battiadae,
qui te lenirem nobis, neu conarere
tela infesta meum mittere in usque caput,
hunc uideo mihi nunc frustra sumptum esse laborem,
Gelli, nec nostras hic ualuisse preces.
contra nos tela ista tua evitabimus amitha
at fixus nostris tu dabis supplicium.